Profil

Jeg er 47 år, gift og har 3 børn. Jeg er uddannet ICF certificeret Life og Business Coach fra Manning Inspire ved Sofia Manning, og har en Diplomuddannelse i Ledelse. Herudover har jeg grunduddannelsen i Krops- og Gestaltterapi, og erfaring i arbejdet med assertionstræning, positiv psykologi og kognitiv terapi. Jeg er uddannet Mindfulness instruktør og kostvejleder med speciale i vægttab.Jeg har arbejdet med ledelse og udvikling af mennesker i 25 år indenfor sundhedsvæsenet, og har beskæftiget mig med mennesker i krise og med dem som søger støtte til at finde nye veje i livet.

Jeg har en leder- og instruktøruddannelse fra Idrætshøjskolen i Århus, og bruger en del af min fritid på motion herunder svømning, cykling og halvmarathon-løb. Jeg er med i Team Rynkeby, hvor vi cykler og støtter Børnecancerfonden og så underviser jeg i babysvømning.

Jeg har selv haft stress og gennemgik i den forbindelse et intensivt stress-forløb med samtaler og meditation. Jeg har gennemgået en personlig udvikling, som betyder at jeg kender mine værdier og lever livet i balance efter princippet “Simple og Mindfull Living” og omgiver mig kun med materiel need to have.

Af natur er jeg god til at lytte, og har en grundlæggende interesse for og lyst til at hjælpe mennesker til udvikling. Jeg møder mennesker med troen på at alle er unikke på hver sin måde. Det interesserer mig at tale med mennesker, at opdage hvad der motiverer dem og finde deres bedste potentiale frem.

Jeg tror på livet skal leves sundt og jeg prioriterer et sundt sind i en sund krop dvs. sund kost, motion og personlig udvikling. Du er hvad du tænker, føler, gør og spiser og din sundhed skal prioriteres. Kroppen skal holdes aktiv og bruges ellers dør den og så handler det om vedholdenhed, fokus og tålmodighed. Jeg er vinterbader og mediterer og laver yoga dagligt, og så træner jeg min bevidsthed med mindfulness, hvor jeg blot skal være og ikke gøre. Det åbner op for sanserne og gør mig mere nærværende, rolig og opmærksom. Jeg er meget positiv og ser altid muligheder frem for begrænsninger. Jeg tænker som en vinder – Det handler om at jeg fornyer mig og at jeg vinder over mig selv og mit gamle jeg. Det handler ikke om at overgå andre, tværtimod!

Jeg spiser økologisk, er vegetar på 16. år. og sætter kun min lid til rigtig og levende kost uden tilsætningsstoffer. Jeg lever efter kernesund principperne, dvs. ingen gluten, ingen sukker, ingen mælk og masser af motion. Denne levevis gør mig vital og giver masser af energi, glæde og livskvalitet og jeg undgår træthed og sygdom og holder vægten nede mm.

Jeg er Sundhedsambassadør for TV2 Øst i Region Sjælland; dette med ønsket om at motivere og hjælpe mennesker til en sundere livsstil, at blive mere aktive eller blot skubbe på for at flere kommer i gang med at motionere og dermed oparbejder nogle gode og sunde vaner.

Hvad giver dig god energi?

Jeg er din sparringspartner i din selvudvikling.